Der er mulighed for at bevilge praktisk hjælp eller særlig personlig støtte med ordningen om personlig assistance, hvis en person møder barrierer under efter- og videreuddannelse grundet et handicap.
Den personlige assistent yder praktisk bistand eller særlig personlig støtte ved de opgaver, hvor personen møder barrierer i uddannelsen grundet sit handicap. En personlig assistent kan fx hjælpe med sekretærbistand, støtte til strukturering, planlægning mv.
Den personlige assistent kan også fungere tolk, hvis der er behov for tegnsprogs- eller skrivetolk.
Personlige assistance skal sikre, at erhvervsaktive med et handicap får samme muligheder for efter- og videreuddannelse som personer uden handicap.
Der kan som udgangspunkt bevilges personlig assistance i op til 20 timer pr. uge, hvis borgeren har behov for hjælp til opgaver, der er nødvendige for at kunne udføre sin uddannelse. I særlige tilfælde kan der ydes tilskud i op til fuld tid, ligesom der i forbindelse med efteruddannelse forud for et konkret ansættelsesforhold kan ydes tilskud op til fuld tid.
Antallet af personlige assistancetimer bevilges altid efter en vurdering af behovet i det enkelte tilfælde. Tilskud kan gives til både undervisningstimer og forberedelse.
Muligheden for støtte gælder, uanset om personen i forvejen får personlig assistance under udførelsen af sit daglige job. Ordningen kan også kombineres med de øvrige muligheder for støtte.
Der skal også i disse tilfælde være tale om en varig og betydelig funktionsnedsættelse. Det er desuden en betingelse, i henhold til lovgivningen om den pågældende uddannelse, at personen ikke har ret til personlig assistance eller specialpædagogisk støtte til deltagelse i den pågældende uddannelse.
Deltagelse i efteruddannelse eller opkvalificering skal derudover være et naturligt led i arbejdet. For lønmodtagere er det en betingelse, at kursusaktiviteten, som et led i arbejdet, betales af arbejdsgiveren og afvikles i arbejdstiden.