Isbryderordningen er et særligt løntilskud til nyuddannede med et handicap.
Ordningen betyder, at personen i isbryderordningen arbejder i din virksomhed til overenskomstmæssig løn. Jobcentret i isbryderens bopælskommune giver et tilskud til lønnen på mellem 26,54 og 143,14 kr. i timen. Tilskuddet forhandles mellem virksomheden og jobcentret og afhænger af isbryderens evner og forudsætninger for at deltage i arbejdet i samme omfang som øvrige ansatte i virksomheden. Ansættelse i isbryderordningen kan vare op til ét år og kan kombineres med en af de øvrige kompenserende ordninger, fx personlig assistance eller hjælpemidler, hvis dette er nødvendigt for, at isbryderen kan varetage sit job.
Ordningen har til formål at give nyuddannede med et handicap erhvervserfaring inden for det fagområde, deres uddannelse har kvalificeret dem til. Samtidig får du som virksomhed mulighed for at drage nytte af isbryderens kompetencer under isbryderforløbet med mindre lønomkostninger end normalt.
Hvis du ønsker at bruge isbryderordningen i din virksomhed, kan du kontakte dit lokale jobcenter for at høre mere om muligheden.